Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

Danish Electro Vol.03 – Copenhagen

9. februar @ 21:00 - 10. februar @ 2:00

Udgivelse af compilationen Danish Electro Vol.03 fejres med release party og koncerter af Heiniche, Heinz Beauvaix, Russian Corvette og As2o3.

Dørene åbner kl.20

Danish Electro er en serie af opsamlingsudgivelser, som præsenterer den enorme aktivitet og kreativitet, der folder sig ud i den kontemporære danske elektroniske musikundergrund. I 2018 blev de to første kapitler i serien udsendt. Danish Electro Vol.01 satte fokus på synth pop og den efterfølgende på Industrial EBM.

Danish Electro Vol.03, som udsendes d. 1. februar 2019, præsenterer 16 danske bands, der arbejder inden for genrerne synthwave, IDM, ambient og soundtrack-musik, inspireret af kunstnere som Jean Michel Jarre, Vangelis, Clint Mansell, Dead Can Dance, Kraftwerk o.lign. Udgivelsen bliver fejret med to releasefester; d. 8/2 i Odense og d. 9/2 i København.

Lørdag d. 9. februar finder festen sted på Lygten Station, hvor vi præsenterer 4 kunstnere, der deltager på compilationen, nemlig Heiniche, As2o3, Heinz Beauvaix og Russian Corvette.

Efter i en årrække at have bevæget sig omkring den elektroniske musik og spillet i andre bands, kom Heiniche for alvor på banen i 2018 med ep’en “Falling Back To Past Time”, der præsenterede en række meget stilsikre synthwave/electro-numre. Det er med stor fornøjelse at vi denne aften kan præsentere Heiniche på scenen, hvor han bl.a. også vil spille numre fra den kommende ep, han pt. arbejder på.

Heinz Beauvaix består af den garvede duo Niels Rønne og Flemming Kaspersen, der også er kendte fra hhv. Delayscape og Of The Wand And The Moon. Med Heinz Beauvaix afsøger de et filmisk lydunivers, der bevæger sig fra det stille og stemningsfulde til det hårde og pulserende. Heinz Beauvaix udsendte sidste år albummet “Anticlimate”.

As2o3 er et nyt projekt af Lars Kivig, som også er kendt fra drone støj-rock-bandet My Beloved. Med As2o3 går han i en helt anden retning med eksperimenterede elektronisk musik funderet på modulære synths.

Russian Corvette leverer en bred elektronisk palette fra techno og electro til mere eksperimenterende ting. Bag Russian Corvette står Søren Lemmike, som også driver pladeselskabet Unit Shifter.

Der er dermed langt op til en spændende musikalsk aften med bredde i det elektroniske udtryk.

Billetter kan købes her:
https://place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=snvyt4nv73